Værkerne – Malerne – Stuerne
Værkerne er primært Eckersberg henholdsvis Skagens Malerne samt Christiansfeld-maleren Jeppe Madsen Ohlsen og flere andre.
Eckersberg malerierne – motiverne spænder bredt: Portrætter – skibsmalerier – historiske malerier – religiøse – natur – Rom – elskov.
Den ene “perle” hænger ved siden af den anden i Eckersbergstuen. Nogle af malerierne har været udstillet i Hamborg, Paris, Washington, København og der er skrevet bøger på flere sprog om malerierne.
Museet har smukke gamle stole og borde, hvor man kan fordybe sig i bøgerne eller bare nyde malerierne i de smukke lokaler.
Christoffer Wilhelm Eckersberg, 1783- 1853, er den mest betydningsfulde maler i den danske guldalder. Han kaldes dansk malerkunst Fader, fordi han kom til at påvirke mange af den næste generations kunstnere.
Liv og gerning
Eckersberg blev født 2. januar 1783 i Blåkrog ved Varnæs. Han er søn af snedker og maler Henrik Vilhelm Eckersberg og Ingeborg født Asmusdatter Nissen.
I 1786 flyttede hans familie til Blans, en landsby nær Als Sund, hvor han nød at tegne billeder af det omgivende landskab og sejle i sin fars båd. Efter konfirmationen kom han i lære hos maleren Jens Jessen i Aabenraa 1797-1800. Han fortsatte som 17 årig i malerlære hos malermester Johan Jacob Jessen i Flensborg, hvor han blev svend.
I 1804 blev han optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Han modtog i 1809 akademiets store guldmedalje og medfølgende rejsestipendium, der bragte ham til Paris i 1810-1812 og efter følgende til Rom indtil 1816.
Han blev udnævnt til Professor ved Akademiet i 1818.
***
H. C. Andersen original håndskrevet teaterstykke er et enestående klenodie og kan ses/læses i Museet.
***
Skagensmalernes værker hænger side om side med hinanden i Skagen-stuen:
Michael Ancher, 1849-1927
Michael Ancher var født på Bornholm i den 9. juni 1849. De første af sine ungdomsår arbejdede han som kontormedhjælper på Kalø Gods på Mols. Her blev han venner med Theodor Philipsen og Vilhelm Groth, der var kommet for at male landskaber. Da Ancher blev interesseret i malerkunsten, hjalp de ham i gang.
I sommeren 1874 besøgte Michael Ancher Skagen sammen med Karl Madsen. Michael Ancher fandt byen så malerisk interessant, at han blev i byen til ud på efteråret. Ancher vendte tilbage sommer efter sommer, og var derfor med til at skabe forudsætningen til en egentlig kunstnerkoloni. En kunstnerkoloni, som Anna og Michael Ancher kan betragtes som grundlæggerne af.
Anna Ancher 1859-1936
Anna og Michael Ancher bliver gift
Skagens eneste gæstgivergård var siden 1859 blevet drevet af Ane og Erik Brøndum. Det blev et mødested for mange af de kunstnere, der kom til byen. Ægteparret Brøndums datter, Anna Brøndum, tegnede og var meget interesseret i kunst. Selv om Ancher var 10 år ældre end Anna, opstod der gensidig sympati imellem dem. Sympatien udviklede sig til forelskelse. Anna ville være maler, hvilket familien støttede hende i, og Ancher hjalp hende, og de fik et livsvarigt fagligt fællesskab. Sammen malede de i Skagen i mere end et halvt århundrede.
I sommeren 1880 fik både Michael Ancher og Viggo Johansen et legat. Så blev der råd til bryllup. Michael og Anna Ancher blev gift, og Viggo Johansen giftede sig med Annas kusine Martha. Tidligere på sommeren var en anden af Annas Kusiner, Henriette, blevet gift med maleren Karl Madsen. Familien Anchers første hjem blev det gamle havehus i Østerby, der i dag er en del af Skagens Museum. I 1883 kom datteren Helga til verden, og der var brug for mere plads, så Michael og Anna Ancher købte det lange lave hus på Markvej. Som de eneste fastboende kunstnere blev Anna og Michael Ancher Skagenskoloniens faste holdepunkt.
Helga Ancher 1883-1963
Helga blev født ind i kunstnermiljøet, og blev Anna og Michaels eneste barn. Hun valgte tidligt at blive kunstner med udgangspunkt i skagenstraditionen. Hun blev, på Kunstakademiet i København, elev af Valdemar Irminger og af Viggo Johansen. Og hun studerede også i Paris.
Peder Severin Krøyer, 1851-1909
P.S. Krøyer-Peder Severin Gjesdal/ Krøyer kom til verden den 23. juli 1851 i Stavanger. Hans mor hed Elen Cecilie Gjesdal. Moderen var mentalt ustabil, og fik ikke lov til at beholde barnet. Den unge mors søster, Bertha Cecilie, tog drengen med til København. Bertha Cecilie var gift med adjunkt Krøyer, og de var bosat i København. Her voksede Peder Severin op.
Peder Severin viste tidligt anlæg for at tegne. Allerede som da han var 9 år lavede han tegninger med illustrationer til plejefaderens arbejde i Videnskabernes Selskab. Da han var 10 år begyndte han på Det Tekniske Instituts tegneskole i København efter at han i en periode havde fået privatundervisning på en kunstskole. I oktober 1864 starter han på Kunstakademiets Forberedelsesskole. Ved kunstakademiet møder han den to år yngre Laurits Tuxen, som han var knyttet til resten af livet. Da Peder Severin starter på kunstskolen, får han lov til at benytte sin plejefars efternavn. I 1872 blev han formeldt adopteret af Bertha Cecilie, og dermed lov til at kalde sig Krøyer. Først i 1889 blev Peder Severin Krøyer dansk statsborger.
Om vinteren arbejdede Krøyer i København. Han arbejdede som lærer, og malede bl.a. bestilte portrætter. Krøyer havde i 1882 besøgt Skagen, og vendte om sommeren tilbage til Skagen.
I Museums-Caféen hænger mange værker udført af Christiansfeld-maleren Jeppe Madsen Ohlsen. Mange kender ikke denne maler fra Unesco-verdensarv byen – langt de fleste gæster bliver betaget af hans penselstrøg og stil.
Jeppe Madsen-Ohlsen (18.maj 1891 – 7. juni 1948) Jeppe Madsen-Ohlsen blev, efter først at have været i lære som barber, udlært som bygningsmaler 1910. Fra 1910-1916 elev hos Halvdan Larsen og Christian Krogh i Norge samt på Frede Aamodts malerskole i København. Arbejdede som barber, kunstklinker og bygningsmaler, indtil han i 1928 – ofte under usle forhold, kunne leve af sin kunst.
Madsen-Ohlsens motiver stammer for en stor del fra hans barndomsby Christiansfeld, og fra den Herrnhutiske Brødremenighed, som har præget denne by. Jeppe Madsen-Ohlsen interesserede sig især for menighedens ritualer i forbindelse med døden – ligtoget og bisættelsen på Brødremenighedens særegne kirkegård kaldet Gudsageren.
Madsen-Ohlsens malerstil henregnes til den magiske realisme, men har også ofte træk fra naivismen og symbolismen.
Debut på Kunstnernes Efterårsudstilling 1920, senere repræsenteret på mange udstillinger i Danmark og Sydslesvig.
Jeppe Madsen-Ohlsens særprægede kunst har først for alvor vundet anerkendelse efter hans død.
Andre særdeles spændende kunstneres værker hænger rundt omkring i Museet.
Oplev det selv.
Historien om Christian Panbo:
I museet kan du fra december 2022 eksklusivt købe bogen om Christian Panbo og læse om, hvem
Christian Panbo egentlig er og hvad der driver den aktive iværksætter, museumsejer og politiker.
Få historien om mennesket bag de mange titler fortalt af hovedpersonen i egne vendinger.
”Træmandens historie” er på museets hylder så længe lager haves.
Pris: 200 kroner (betales via MobilePay nr. 64155).
Christian tilføjer gerne en lille signatur eller en hilsen i bogen, hvis dette ønskes.
Kunst Museum Panbo er stolt og glad. Juni 2024.
Nedenfor er næstformandens indlæg på sin facebookside om kulturprismodtager Christian Panbo
Hans-Christian Gjerlevsen, Næstformand i Kultur- og fritidsudvalget i Aabenraa Kommune:
STORT TILLYKKE til Christian Panbo
Det er med stor glæde, at vi i dag kan fejre, at Christian Panbo har modtaget Kultur- og fritidsudvalgets pris 2024! Denne pris kunne ikke være mere velfortjent!
Christian har i mange år været en uvurderlig ressource for Aabenraa Kommune.
Her er nogle af de mange fantastiske ting, han har bidraget med:
Kunst Museum Panbo: I 2017 byggede Christian sit eget bæredygtige museum, som han åbnede for offentligheden i 2018. Museet rummer malerier af høj kvalitet fra kunstnere som Krøyer, Anna og Michael Ancher, og en hel stue er fyldt med værker af C.W. Eckersberg. Museet er en perle, præsenteret i smukke stuer med historiske møbler og en dejlig café, hvor besøgende kan nyde de mange indtryk.
Gratis Høstkoncerter: I 26 år har Christian afholdt årlige gratis høstkoncerter for kommunens pensionister, handicappede og mange andre i Sønderjyllandshallen med 600-800 tilhørere hvert år.
Støtte til musiklivet: Christian har været hovedsponsor for Aabenraa Brass Band og støttet mange andre orkestre og foreninger i kommunen.
Ridder af Dannebrogordenen: I 2020 blev Christian tildelt denne ærefulde orden som anerkendelse af hans store indsats.
Forfatter og foredragsholder: Christian har skrevet bogen “Træmandens historie” og holder inspirerende foredrag om sit liv og virke.
Aktivt foreningsmedlem: Han er også aktiv i bestyrelserne for De Forenede Kegleklubber, Lirekasselauget, Nygade Atelier og er en ivrig bridgespiller.
Som byrådsmedlem har Christian i 22 år været en uundværlig del af Kultur- og Fritidsudvalget, hvor han har understøttet Kultur- og fritidspolitikken med stor dedikation og engagement.
Tidligere eliteatlet: I 1970’erne var Christian en af landets bedste løbere på 10 km med en imponerende præstation som nr. 5 ved danske mesterskaber.
Christian, du har sat Aabenraa på landkortet og gjort en enorm forskel for vores kommune. Denne pris er en velfortjent anerkendelse af din uendelige energi og engagement. Tak for alt, du gør!
#StoltAfAabenraa #KulturPris2024 #ChristianPanbo #TakForDinIndsats #Velfortjent